EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

HB Køge henter profil i Vendsyssel

Christian Overby skifter til HB Køge på en toårig aftale.

Christian Overby i sin nye HB Køge trøje.

 

HB Køge har sikret sig rutineret forstærkning til bagkæden idet profilen og anfører Christian Overby fra Vendsyssel FF er ny mand i HB Køgetrøjen fra næste sæson.

 

- Det er en af rækkens profiler, som vi nu kan præsentere. Christian er en hårdtarbejdende og fysisk stærk spiller med store lederegenskaber og et godt venstreben. Christian har spillet mere end 100 kampe i 1. Division, og vi er overbeviste om, at han sammen med anfører Henrik Madsen og Jean-Claude Bozga kan hjælpe de unge spillere på vej, udtaler sportsdirektør Per Rud i forbindelse med Christian Overbys skifte.

 

Hos cheftræner Henrik Lehm er der også stor tilfredshed med sommertilgangen af venstrebacken.

 

- Når vi skal sammensætte holdet efter ferien har vi talt om, at vi gerne vil have nogle spillere, der har nogle af følgende spidskompetencer; alder, erfaring, lederegenskaber, fart, fysik, og som er en kriger. Christian har netop de ting plus et godt venstreben, og vi er glade for at en anfører fra et af de hold, der spiller med i toppen af 1. Division, ser HB Køge som en spændende klub, siger Henrik Lehm og fortsætter:

 

- Christian er en god fyr, der passer ind i omklædningsrummet, og han vil med garanti bidrage til det i forvejen gode træningsmiljø.

 

Christian Overby i kamp mod HB Køge på sin kommende hjemmebane.

 

32-årige Christian Overby glæder sig til skiftet og ser frem til udfordringen i nye omgivelser i HB Køge.

 

- Jeg er glad og smigret over, at jeg i en moden fodboldalder tiltrækker opmærksomhed fra en klub som HB Køge, der har vist stort interesse for at få mig til klubben. Jeg har lyst til nye udfordringer, og her er HB Køge bare en meget spændende klub for mig. Jeg har kun spillet i jyske klubber, og ser frem til en ny udfordring på Sjælland, og til at være en del af et spændende hold med gode spillere og flere individualister. HB Køge er en klub med ambitioner for fremtiden, hvor der blandt andet også er et nyt stadion på vej. Jeg glæder mig virkelig til at tørne ud for HB Køge efter sommerferien, udtaler en glad Christian Overby i forbindelse med det kommende skifte.

 

Christian Overby overtager i HB Køge trøjen med nummer 5 på ryggen. Kontrakten løber frem til sommeren 2020.

 

Fakta om Christian Overby

Født: 23. august 1985

Position: Venstre back eller venstre kant

Tidligere klubber: Viborg FF // Hobro IK // Blokhus FC // Vendsyssel FF

 

Christian Overby for enden af muren mod HB Køge den 25. marts.

 Skrevet af HBKoge.dk den 25. april 2018