EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

Martin "Polle" Christensen stopper karrieren

Martin "Polle" Christensen lægger støvlerne på hylden og går trænervejen.

Martin Christensen stopper efter denne sæson.

 

31-årige Martin Christensen stopper sin professionelle fodboldkarriere når sæsonen er spillet til ende på lørdag den 25. maj, hvor HB Køge på hjemmebane møder FC Roskilde.

 

Kantspilleren har haft en lang og flot karriere, der har budt på masser af kampe på højeste niveau i ind- og udland samt i alt 28 ungdomslandskampe.

 

- Martin har betydet meget for klubben gennem årene. "Polle" er en super fyr, der bidrager med masser af erfaring og godt humør, men der har desværre været for lidt spilletid til ham i denne omgang. Martin har fået fodboldopdragelsen her i klubben, og har spillet på højt niveau i rigtig mange år og i flere forskellige lande, og har haft en flot karriere, som han kan se tilbage på med stolthed. Vi siger ham en kæmpe tak for indsatsen som spiller, og glæder os samtidig over, at han har takket ja til at blive en del af trænerteamet omkring vores ungdomshold i fremtiden, udtaler HB Køges sportsdirektør Per Rud.

 

Cheftræner Morten Karlsen supplerer:

 

- Selvom Martin ikke har fået så meget spilletid i denne sæson, så har han været super professionel hele vejen igennem og har været rigtig god til at presse de unge under træningen, og har i det hele taget haft en stor betydning for miljøet i klubben.

 

"Polle" i HB Køge-trøjen tilbage i 2011.

 

HB Køge vil altid være min klub

Martin Christensen ser tilbage på en god tid i HB Køge, og er glad for at han kan få lov at slutte karrieren, hvor den startede, og samtidig få muligheden for at lære fra sig til de mange unge spillere i klubben.

 

- Jeg har været rigtig glad for at jeg havde muligheden for at kunne komme tilbage og slutte min karriere i HB Køge. Selvom jeg ikke har fået den spilletid, jeg og klubben havde håbet på, så har jeg haft en god rolle, hvor jeg har støttet og hjulpet de unge i truppen i det daglige.

 

- Jeg er taknemmelig for den karriere jeg har haft, og de mange oplevelser og mennesker, jeg har mødt på min vej gennem fodbolden. Jeg har altid haft en drøm om at jeg skulle slutte karrieren i den klub, som jeg kalder min klub. HB Køge har betydet så meget for mig, og derfor har jeg haft et ønske om at gå trænervejen og give tilbage til de mange unge mennesker i en trænerrolle, slutter Martin Christensen.

 

Martin Christensen startede sin fodboldkarriere i AIK 65 Strøby inden han som ungdomsspiller skiftede til Herfølge Boldklub. Her fik han Superligadebut som 17-årig og spillede i et par år i klubben inden han blev solgt til den daværende engelske Premier League-klub Charlton Athletic. Siden har kantspilleren optrådt i både hollandsk, italiensk, norsk og svensk fodbold.

 

"Polle" har spillet i alt 74 kampe for HB Køge.

 

 Foto: Martin Håkan / Coverganda

 Skrevet af HBKoge.dk den 23. maj 2019