EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

Flot sejr over Lyngby i årets sidste hjemmekamp

HB Køge sluttede af med manér på hjemmebanen i Herfølge.

 

HB Køge sluttede hjemmebanesæsonen 2018 af på flotteste vis med en 3-0-sejr over Superliganedrykkerne fra Lyngby i det der ligeledes var HB Køges sidste optræden på hjemmebanen i Herfølge. Fra starten af forårssæsonen spiller HB Køge sine hjemmekampe på Køge Idrætspark.

 

Kampen mod Lyngby startede med HB Køge som det bedste hold, og Morten Karlsens tropper var tæt på en drømmestart da kampens dommer efter bare syv minutters spil pegede på pletten og tildelte HB Køge et straffespark. Topscorer Martin Koch Helsted, der før kampen blev kåret som Årets Spiller i HB Køge, sparkede, men Lyngbykeeper Thomas Mikkelsen reddede.

 

I den anden ende var Lyngby tæt på efter 12 minutter, men Mathias Hebos afslutning sneg sig fladt forbi fjerneste stolpe.

 

I resten af halvlegen var der ikke mange chancer at berette om. Lyngby havde den vel nok bedste mulighed i den resterende del af halvlegen, men en flyvende HB Køge-forsvarer fik blokeret for Hebos afslutning.

 

Fra anden halvlegs start satte HB Køge sig på løjerne, og blot seks minutter efter pausen bragte pauseindskiftede Martin Jensen HB Køge i front efter at have været først over en løs bold i Lyngbyfeltet. Martin Jensens afslutning ramte en Lyngbyforsvarer på vejen, og snød derfor Lyngbykeeperen.

 

HB Køge viste mandsmod, hjerte og en tro på tingene, så det ikke var til at se, at holdet var uden sejr i to måneder - sidste sejr var 4-0-sejren over Fremad Amager den 19. september. Der blev kæmpet for hver en bold, og fem minutter efter føringsmålet var Martin Jensen tæt på at blive dobbelt målscorer, men hans kælne ydersideafslutning tog ydersiden at stolpen.

 

HB Køge fortsatte dog ufortrødent, og med tyve minutter tilbage af opgøret erobrerede Liam Jordan bolden højt på Lyngbys banehalvdel, satte sin mand og fandt Jakob Johansson midt for mål. FCN-lejesvenden blev tacklet i skudøjeblikket, men fik liggende på græstæppet alligevel sparket returen i kassen.

 

Yderligere fem minutter senere blev kampen for alvor lukket. En lang, præcis aflevering fra HB Køges bagkæde, henover Lyngbyforsvaret, endte hos Martin Koch Helsted, som vandt duellen med den eneste Lyngbyforsvarer, der stod mellem ham og Thomas Mikkelsen i Lyngbymålet. Alene med keeperen var Årets Spiller anno 2018 iskold, og scorede sikkert kampens sidste mål.

 

HB Køge kørte sejren sikkert hjem, og tog dermed en flot afsked med hjemmebanen i Herfølge, som siden overbygningen mellem Herfølge Boldklub og Køge Boldklub i juli 2009, har lagt græs til 166 hjemmekampe for HB Køge. Mod slutningen af kampen lød taktfaste klapsalver ned mod HB Køge-spillerne, der sikrede lige netop den afsked med hjemmebanen, som mange på forhånd havde håbet på. 

 

Tak til alle for opbakningen mod Lyngby, og ligeledes tak for opbakningen på Herfølge Stadion gennem årene!

 

 

HB Køge - Lyngby // 3 - 0

1-0 // Martin Jensen (51.)

2-0 // Jakob Johansson (69.)

3-0 // Martin Koch Helsted (74.)

 

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Ricki Olsen

Christian Enemark

Henrik Madsen

Mathias Høst

Liam Jordan

Nicolaj Madsen

Magnus Häuser

Christian Overby

Jakob Johansson

Martin Koch Helsted

 

Udskiftninger

Martin Jensen ind // Christian Overby ud (46.)

Fredrick Opoku ind // Liam Jordan ud (86.)

Lee Rochester ind // Martin Koch Helsted ud (90.)

 

Tilskuertal

1.133 tilskuere på Capelli Sport Stadion

 Skrevet af HBKoge.dk den 18. november 2018