EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

Ny fremtid for HB Køge i Køge Idrætspark

En spændende fremtid venter HB Køge med central placering og tidssvarende faciliteter.

HB Køge spiller sin sidste førsteholdskamp i Herfølge på søndag den 18. november.

 

Snart er det skiftedag – en spændende fremtid venter forude

Søndag den 18. november 2018 bliver en mærkedag for HB Køge og for fodbolden på Sjælland. Det er blevet tid til den sidste hjemmekamp på Herfølge Stadion, eller Capelli Sport Stadion som navnet lyder nu, der har dannet ramme om klubbens hjemmekampe siden HB Køge blev til i 2009. Det er lidt vemodigt. For vi har sammen delt mange gode HB Køge oplevelser på Herfølge Stadion i de 9 år vi har eksisteret som en overbygning på de to moderklubber Herfølge Boldklub og Køge Boldklub. På den anden side af den lille tåre i øjenkrogen, er det samtidig en markering af en ny begyndelse – et nyt og spændende kapitel i klubbens historie. For vi flytter jo bare 7 km nordpå til Køge og til en forhåbentlig succesfuld fortsættelse af vores historie.

 

Mere central placering og tidssvarende faciliteter

Køge Idrætspark er navnet på det nye stadion, der etableres hvor Køge Stadion i mere end 80 år har været beliggende, centralt og mindre end 2 km nord for Køge centrum. Det er et stort projekt, der udover en ny fodboldbane og en tribune på den ene langside, også omfatter byggeriet af en ny og flot hal til indendørs sportsgrene samt nye omklædnings- og klubfaciliteter til flere forskellige udendørs sportsgrene. Det kommer til at tage nogle år, før vi er igennem alle etaper af det samlede byggeri. Men vi kan allerede nu se konturerne til en flot og moderne idrætspark, som på alle parametre er tidssvarende og fremtidssikret i forhold til både vore egne ambitioner, og til de krav der i dag stilles fra DBU til stadions der huser hjemmekampe for hold i de bedste rækker i dansk fodbold.

 

Godt på vej – men stadig et stykke vej til målet

Vi ved dog allerede nu, at vi ikke får alt på plads, til når første hjemmekamp fløjtes op igen efter vinterpausen. Vi må således leve med, at omklædningsfaciliteter ikke er er helt på plads i den første fase, at vores VIP Lounger starter lidt beskedent - og at der vil være noget byggeplads i en periode. Men vi kan se et tydeligt lys for enden af tunnelen – og vi glæder os til første hjemmekamp.

 

Søren Storgaard, bestyrelsesformand, HB Køge ved den nye tribune i Køge Idrætspark.

 

En flot ny hjemmebane for en klub med ambitioner for fremtiden

Pointtavlen har i efteråret i store træk matchet vore sportslige ambitioner. I foråret venter så 14 kampe før sæsonen er færdig og jeg er sikker på, at holdet er helt parat til at give alt for at levere præstationer i topklasse, lige fra første kamp i marts måned. Vores nye hjemmebane skal være et stærkt fort for os, som modstanderne har det svært ved at spille på.

 

Fra den dag HB Køge blev etableret har vi været en klub der naturligt hører til i toppen af dansk fodbold. Det skal vi fortsat være, og vi vil rigtigt gerne igen bide skeer med de helt store. Superligaen er et erklæret langsigtet mål for os. Måske det ikke bliver allerede næste år, men vi skal helt sikkert hele tiden være tæt på.

 

Tegning over det færdige Køge Idrætspark med erhvervsejendomme og idrætsfaciliteter.


Køge Idrætspark - et omdrejningspunkt for mange sportsgrene

Foruden altså at være den fremtidige ramme for HB Køges hjemmekampe, vil Køge Idrætspark være meget mere end det. Sporten er en vigtig samlingsfaktor for byen og kommunen Køge – og gode præstationer på banen, hvad enten det er på fodboldbanen, eller i hallen, kan bidrage til at skabe positiv opmærksomhed for byen og kommunen. Dermed kan gode sportsresultater gå fint hånd i hånd med de mange spændende ting der sker i Køge i disse år. Vi vil i HB Køge gøre vores til at bidrage til at sætte Køge på landkortet. Og det samme vil de øvrige sportsgrene som får hjemme i Køge Idrætspark sikkert. Én ting er sikkert. Det bliver et omdrejningspunkt for aktiviteter for rigtig mange lokale borgere hver dag, året rundt. Unge som ældre, amatører som professionelle, drenge som piger.

 

Pænt farvel og på gensyn i nye rammer

Med andre ord: Søndag den 18. november 2018 siger vi et vemodigt farvel til Capelli Sport Stadion i Herfølge, som dog fremover fortsat bliver hjemmebane for flere af HB Køges ungdomshold. Der er heldigvis ikke så lang tid til den 3. marts 2019, hvor vi byder velkommen til fodbold i Køge Idrætspark.

 

Så lad os sige pænt farvel til Herfølge. Jeg håber at I alle vil være både støttende og tålmodige hen over de næste år, før vi i 2020 er helt på plads i en ny og moderne Køge Idrætspark.

 

Søren Storgaard, bestyrelsesformand, HB Køge

 


 

FAKTA

·         Hvornår sker flytningen? Sidste kamp på Herfølge Stadion er d. 18. november. Kick Off er 3. marts 2019 på det ny Køge Idrætspark

 

·         Hvad sker der med VIP Loungen? VIP Lounge starter ud i den gamle Køge Boldklub Lounge. Vi forhandler i øjeblikket om en ny stor og lækker VIP Lounge, men kan ikke sige noget om hvornår den er klar

 

·         Hvor mange tilskuere er der plads til? Vi får plads til 4.000 tilskuere, hvoraf 1.026 er siddepladser på en ny flot tribune på den vestlige langside

 

·         Hvad hvis HB Køge skal spille i Superligaen? I tilfælde af oprykning til Superligaen, er der forberedt plads til flere tribuner med siddepladser og ståpladser i forhold til DBUs regler

 

·         Hvor skal man klæde om? De nye omklædningsrum vil først være klar til sommeren 2020. I mellemtiden foregår omklædning i en pavillon ved siden af Køge Boldklubs klubhus

 

·         Hvornår er hele byggeriet færdigt? Det ambitiøse byggeri startede i 2018. Vi er klar til at spille fodbold fra foråret 2019. Vi forventer at Køge Idrætspark er fuldt færdigt i 2020.

 

·         Hvor kommer administrationen til at sidde? Vi vil gerne flytte administrationen og spillertruppen med til Køge Idrætspark. I første omgang bliver det sandsynligvis til moderne pavilloner fra den 10. februar

 

·         Hvor kan jeg få mere information? Vi vil løbende fortælle på hjemmesiden om hvordan det går. Du er velkommen til at kontakte salgschef Carsten Bjørke (cb@hbkoge.dk) eller direktør Per Rud (pr@hbkoge.dk)

 

 Skrevet af HBKoge.dk den 15. november 2018