EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

Femte hjemmesejr i træk

Martin Koch Helsted scorede hattrick i onsdagens sejr over Fremad Amager.

 

HB Køge viste sig frem fra sin allerbedste side da holdet i onsdagens hjemmekamp mod Fremad Amager vandt med hele 4-0 til stor glæde for langt størsteparten af de 1.527 tilskuere, der tilbragte deres aften på Capelli Sport Stadion i Herfølge.

 

Det var ellers en afventende og chancefattig start de to hold diskede op med, men da først HB Køge efter en halv times spil fik hul på bylden, kom der gang i løjerne.

 

Martin Koch Helsted blev med tre mål på 32 minutter dagens helt store helt. HB Køges farlige angriber nettede første gang efter 33 minutter da han efter indlæg fra Liam Jordan headede bolden ind over stregen, i en situation, hvor Fremad Amager-keeperen forgæves forsøgte at holde bolden ude af målet. Bolden passerede dog lige netop stregen, og målet blev korrekt godkendt.

 

Kort efter pausen var Martin Koch Helsted igen på spil. Denne gang tog han et langt udspark fra keeper Andreas Hansen til sig i en duel med en Fremad Amager-forsvarer. Martin Koch Helsted vandt duellen, fik bolden med sig og sparkede flot, følt og fladt læderkuglen i kassen ved fjerneste stolpe. Resolut sparket ind.

 

Yderligere et kvarter senere blev Martin Koch Helsted så hattrick-helt da han opsnappede bolden i et Fremad Amager-opspil, rundede bagerste mand og flot sparkede bolden i mål langs jorden uden for keeper Dannevangs rækkevidde.

 

Med et kvarter tilbage af kampen blev det også 4-0. Efter et hjørnespark steg Jakob Johansson til vejrs, fik hovedet på bolden og drejede den over i det lange hjørne af målet. Flot scoring af angriberen, der nu har scoret i fire kampe i træk.

 

Det sidste kvarters tid kørte HB Køge sejren sikkert i land, og uden slinger i valsen. Størst begejstring i kampens afslutning - udover sejrsbrølet fra tilskuerne ved slutfløjtet, naturligvis - var de taktfaste klapsalver ned mod Martin Koch Helsted, da HB Køges hattrickhelt otte minutter før tid lod sig udskifte.

 

Sejren var HB Køges femte hjemmesejr i træk, og de tre point sender HB Køge op på førstepladsen i NordicBet LIGAEN med 21 point efter sæsonens første ni kampe.

 

Næste hjemmekamp er allerede på søndag, hvor Superliganedrykkerne fra FC Helsingør kommer på besøg på Capelli Sport Stadion.

 

HB Køge - Fremad Amager // 4 - 0

1-0 // Martin Koch Helsted (33.)

2-0 // Martin Koch Helsted (51.)

3-0 // Martin Koch Helsted (65.)

4-0 // Jakob Johansson (74.)

 

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Ricki Olsen

Jean Claude Bozga

Marian Huja

Christian Overby

Martin Jensen

Henrik Madsen

Magnus Häuser

Liam Jordan

Jakob Johansson

Martin Koch Helsted

 

Udskiftninger

Fredrick Opoku ind // Martin Jensen ud (72.)

Christian Enemark ind // Liam Jordan ud (72.)

Martin Christensen ind // Martin Koch Helsted ud (82.)

 

Tilskuertal

1.527 tilskuere på Capelli Sport Stadion

 Skrevet af HBKoge.dk den 19. september 2018