EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

"Giv den gas - vi har intet at tabe"

Sportsdirektør Per Rud ser frem mod onsdagens vigtige hjemmekamp mod Viborg.

 

Af sportsdirektør Per Rud

 

Lad mig være helt ærlig. Der findes ikke ret meget, der føles bedre end en overbevisende sejr over FC Roskilde – og når den følger op på en sejr over FC Fredericia, så er smilet bredt. Nu gælder det Viborg FF og i hvilket brag af en kamp. Viborg er kommet i gang efter en svag sæsonstart, og er en af de store favoritter til oprykningen. Men med blot to point op og hjemmebanefordel, så skal vi da give den fuld skrue i bestræbelserne på at skabe en finale af de helt store på søndag i Esbjerg. Vi har intet at tabe – det handler om at give den gas og spille vores chance.

 

Vi har stort set hele sæsonen været placeret lige under de tre øverste mandskaber, og har manglet den sidste dygtighed, når vi har skullet træde det sidste skridt op i oprykningskapløbet. Det vil være en præstation af de helt store, hvis vi kan lykkedes med at besejre Viborg. Vores hold er formstærkt, og præstationen mod FC Roskilde var opløftende hele vejen rundt. Det ændrer dog ikke det faktum, at Viborg er en klub med et set-up og en spillertrup, som vi slet ikke kan matche. Vi skal derfor huske, hvad der har bragt os så langt. Ydmyghed og hårdt arbejde, og også i morgen aften bliver der ikke ændret på det.

 

Før den sidste hjemmekamp i NordicBet LIGAEN i denne sæson vil jeg ikke undlade at rette en dybfølt tak til alle de mennesker, der gør vores projekt muligt. Vi har en bestyrelse, der arbejder strategisk på de indre linjer, en smal, men hårdtarbejdende stab i administrationen og i kredsen omkring holdene har vi spillere, trænere og ledere, der lever og ånder vore værdier i hverdagen. Det kommer vi altså langt med. Sidst men ikke mindst har vi en kæmpe stab af frivillige, der gør, at vi kan være med på det her niveau, selvom vore konkurrenter bruger langt flere midler, end vi gør. Uden jer ingen klub.

 

Et nyt Køge Idrætspark er ikke længere en drøm – byggeriet er i gang, og det handler for os her i HB Køge om at samle de frugter op, som ligger foran os i slipstrømmen af alle de positive ting, der sker i vores kommune. Der er selvfølgelig rigtig mange ting, som vi mener burde forbedres i det kommunale samarbejde, men vi har altså valgt en positiv og samarbejdende stil. Vi tror på, at det arbejde som udføres i HB Køge har en afsmittende effekt, bl.a. omkring folkesundhed ikke mindst i moderklubberne, samarbejdsklubberne, skolerne, institutionerne og blandt fans.  

 

Inden dagens kamp havde vi generalforsamling i HB Køge A/S, og igen har vi lavet et positivt årsresultat. Ganske godt gået i en tid, hvor klubber bløder omkring os. Min sidste tak skal derfor gå til de ca. 240 partnere i NETVÆRKET bag HB Køge. Vi gør os umage hver eneste dag for at bevare jeres tillid, og i fælleskab udvide NETVÆRKET til gavn for hinanden. Husk altid at handle hos partnere. Det gør en forskel, når vi bruger hinanden aktivt.  

 

Velkommen mødt til fodbold på Capelli Sport Stadion.

 

Foto: Martin Håkan / Coverganda.dk

 Skrevet af HBKoge.dk den 15. maj 2018