EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

HB Køge tilbage på sporet

1-1 i hjemmekampen mod Vejle.

 

HB Køge kom tilbage på sporet da holdet 2. Påskedag spillede 1-1 mod Superligaaspiranterne fra Vejle hjemme på Capelli Sport Stadion i Herfølge, hvor forårssolen skinnede kampen igennem.

 

HB Køge kom bedst fra start i opgøret og bragte sig efter 18 minutter foran da Lee Rochester med et fantastisk spark fra 25 meter bankede bolden op i målhjørnet. Flot, flot fuldtræffer af Rochester. I øvrigt scoring nummer 20 i Rochesters kamp nummer 142 for HB Køge.

 

Vejle kom bedre med efter føringsmålet, men defensivt stod HB Køge godt på banen, og gæsterne havde svært ved at spille sig frem til helt åbne målchancer. I hvert fald ind til fem minutter før pausen, hvor Vejle blev tilkendt et straffespark, som Allan Sousa udnyttede, selvom Andreas Hansen kastede sig til den rigtige side.

 

Efter pausen var Vejle mest på bolden, mens HB Køge med god organisation og stenhårdt arbejde holdt gæsterne fra chancer, og samtidig lukrerede på de hurtige omstillinger. Langt henad vejen var det dog småt med chancer til de to hold, men mod slutningen begyndte det at åbne op. 

 

Et lille kvarter før tid spillede HB Køge sig godt igennem i højresiden, hvor Alexander Bah løb mod baglinien og afleverede bolden ind midt i feltet, hvor Lee Rochester kom stormende. Rochester overplacerede desværre sit spark og missede dermed en ellers fin mulighed for at blive dobbelt målscorer.

 

I kampens overtid var det så Vejles Peter Utaka, der med et hovedstød tvang Andreas Hansen til en redning, og endnu længere inde i overtiden var det endnu tættere på at HB Køge til allersidst kunne have sikret sig sejren. Et perfekt sparket frispark fra Kristian Andersen blev forlænget af Jean Claude Bozga. Nedfaldsbolden landede hos Mikkel Wohlgemuth, der desværre sendte sin firsttimer over mål.

 

Kort efter lød slutfløjtet og kampen endte dermed uafgjort 1-1. HB Køge spiller allerede deres næste kamp på torsdag den 5. april kl. 18.00 på udebane mod Fredericia.

 

HB Køge - Vejle //1 - 1

1-0 // Lee Rochester (18.)

1-1 // Allan Sousa, str. (41.)

 

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Karl Mööl

Jean Claude Bozga

Abdul Mumin

Gregers Arndal-Lauritzen

Lee Rochester

Henrik Madsen

Mikkel Wohlgemuth

Alexander Bah

Rafael Mortensen
Martin Koch Helsted

 

Udskiftninger

Kristian Andersen ind // Rafael Mortensen ud (70.)

Magnus Häuser ind // Henrik Madsen ud (70.)

 

Tilskuertal

743 tilskuere på Capelli Sport Stadion

 Skrevet af HBKoge.dk den 2. april 2018