HeadPartner

 

EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

HB Køge tildelt TOP-center

HB Køge bliver en del af DBUs nye talentsatsning.

TOP-center i HB Køge

I HB Køge-regi vil TOP-centerets træninger foregår i Herfølge hver fredag eftermiddag. Træningen vil være for spillere fra U10, U11 og U12.

 

22 af HB Køges samarbejdsklubber med maksimalt 45 minutters kørsel til Herfølge, er med i ordningen, og fra de 22 klubber vil i alt 36 spillere fra de tre årgange blive udtaget.

 

- Vi er rigtig, rigtig glade for at være kommet gennem nåleøjet, for vi er overbeviste om, at det er en satsning der på den lange bane kommer til at gavne dansk fodbold. Vi har tidligere haft vores egne talentcentre i vores samarbejdsklubber, men fremadrettet bliver det struktureret gennem DBUs TOP-center, og vi glæder os til at tage hul på arbejdet i det nye år, lyder det fra HB Køges sportsdirektør Per Rud.

 

Ian Pedersen er ansat til at stå for træningerne med Lukas Babalola som koordinator for HB Køges TOP-center.

 

DBU og 23 klubber vil fra ultimo januar sikre, at unge fodboldspillere med særlige forudsætninger får flere bedre fodboldtimer i benene samtidig med, at de fastholdes i deres lokale nærområde. Det sker gennem et nyt storstilet partnerklubsamarbejde, der skal skabe bedre lokale træningsmiljøer fordelt over hele landet.

 

"Det handler mere om at være på en træningsbane med alderssvarende kvalitetstræning end om at sidde i en bil!”

 

Så klart kan det siges, når det kommer til DBU og klubbernes nye samarbejde gennem projekt TOP-center, der har fokus på spillerudvikling på U10-U12 drengeårgangene.

 

Omkring 600 drenge fra hver årgang vil fra årsskiftet kunne få ekstra træning til at supplere deres normale fodboldtræning i deres lokale klub. Målsætningen med projektet er, at tiltaget bliver bredt ud til hele fodboldddanmark gennem uddannelse og kendskab - og dermed skabe yderligere grobund for gode og sunde træningsmiljøer rundt omkring i klubberne.

 

I alt 23 klubber er sammen med DBU ansvarlige for oprettelsen af 29 TOP-centre med henblik på at optimere U10-U12 spillerudviklingen i hele Danmark samt  give børn med særlige fodboldforudsætninger mulighed for at kunne få flere bedre fodboldtimer. Dermed sikres både en udvikling af det enkelte barn samtidig med, at de også fortsat kan være sammen med fodboldvennerne i deres egen lokale klub. En klub, hvor træningsmiljøet ligeledes vil få mulighed for at blive løftet via TOP-center projektets fodboldfaglige output undervejs.

 

En af de i alt 23 klubber, der er blevet tildelt TOP-center, er HB Køge.

 

Nøgleordene for den nye talentsatsning er ifølge DBU’s talentudviklingschef, Flemming Berg, fodboldfaglighed og fastholdelse

 

”Med denne satsning håber vi på sammen med klubberne at kunne løfte fodbolden i nærområderne, samtidig med, at vi sikrer, at det enkelte barn fortsat fastholdes i sin egen lokale klub. Ved at udnytte allerede eksisterende gode træningsmiljøer i de større klubber, kan vi styrke både en rigtig god spillerudvikling for den enkelte, samt optimere og løfte de træningsmiljøer, som det enkelte barn er en del af til gavn for mange flere. Vi ser det klart som en win-win for alle parter,” siger Flemming Berg.

 

Og netop sammenhængskraften mellem klubberne i nærområdet og DBU via de talenttrænere, der skal kvalitetssikre og støtte projektet, er afgørende, for at Danmark fortsat kan sikre, at spillere med særlige forudsætninger fortsætter i fodbolden.

 

For at imødekomme udfordringer med unge spillere, der tidligt skifter til større klubber, og samtidig undgå at børnene skal køre langt for at få ekstra træning, har DBU sat klare rammer op for både de enkelte TOP-centre og de partnerklubber, der udpeger de enkelte spillere

  • Der må max. være 45 minutters kørsel fra barnets bopæl til TOP-centret
  • TOP-center klubben garanterer, at barnet kan fortsætte i sin normale klub
  • 50 procent af spillerne i hver årgang SKAL været fra andet halvår
  • Barnet er sikret minimum en træningsperiode på 12 måneder i TOP-centret

”Ved at opstille en tydelig og gennemsigtig ydre ramme med en klar retning for spillerudvikling og optimering af lokale træningsmiljøer, skaber vi også en præmis i vores samarbejde med klubberne. I samarbejdet både mellem store og små klubber, men også imellem de større klubber, kan vi være med til at skabe et fodboldfagligt rum, hvor alle parter har spillerudvikling i fokus og et udgangspunkt i børnenes forudsætninger og behov," slutter Flemming Berg.

 

Ian Pedersen og Lukas Babalola står for en del af arbejdet med TOP-center i HB Køge.

 Skrevet af HBKoge.dk den 10. november 2017