HeadPartner

 

EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

HB Køge i målrig sejr over Fremad Amager

To mål i hver halvleg sikrede sæsonens største sejr.

 

Med to flotte scoringer i hver halvleg vandt HB Køge søndag eftermiddag i overbevisende stil med hele 4-0 over gæsterne fra Fremad Amager.

 

De var klar fra start, det unge HB Køge-mandskab, der med fraværet af karantæneramte Henrik Madsen, var blevet endnu yngre end vanligt. Anføreren var erstattet af unge Magnus Häuser, der kampen igennem leverede en god indsats sammen med Mikkel Wohlgemuth på den centrale midtbane.

 

I HB Køges seneste hjemmekamp kom HB Køge stærkt fra start med en scoring allerede efter seks minutter. I kampen mod Fremad Amager skulle der gå ti. Efter et angreb i venstresiden endte bolden hos topscorer Martin Koch Helsted, der køligt sparkede bolden over i det lange hjørne.

 

 

Med den hurtige scoring fik selvtilliden endnu et nøk opad. Der blev trods svære forhold spillet god fodbold, og Fremad Amagers offensiv blev lukket godt ned, hver gang der var fare på færde.

 

Allerede efter 32 minutter blev Fremad Amager reduceret til ti mand da Hakan Redzep tacklede sig til to gule kort i løbet af bare en håndfuld minutter, og derfra stod der stort set HB Køge på det hele.

 

Skarpheden var nemlig til stede i begge felter, denne søndag eftermiddag, og mens bagkæden holdt gæsterne fra chancer, så blev der offensivt skabt mange muligheder. En af dem, et præcist hjørnespark fra Kristian Andersen, ramte Mikkel Wohlgemuth i panden, og så stod det 2-0 ved pausen.

 

 

I anden halvleg kom HB Køge også flyvende fra start, og der var blot spillet fire minutter da Alexander Bah brød igennem i venstresiden for derefter at smide bolden ind midt for mål, hvor Lee Rochester fik bugseret bolden i nettet.

 

Målet rystede Fremad Amager-spillerne, og i de følgende ti minutter var det af flere omgange tæt på. Først var det Bah, der først for sent fik afsluttet efter sit forsøg på at runde keeperen, og kort efter nåede Jean Claude Bozga højest på et indlæg fra Kristian Andersen. Bolden sad dog i favnen på gæsternes keeper.

 

Der var optræk til endnu en scoring, og efter 59 minutter kom den. Endnu et præcist indlæg fra HB Køges højreside fløj mod bageste stolpe, hvor Martin Koch Helsted stod klar og headede sin tiende sæonscoring i kassen. Angriberen er nu topscorer i NordicBet LIGAEN.

 

Foran 4-0 gik HB Køge et gear ned, men var stadig i fuld kontrol i resten af kampen. Erik Törnros, der havde afløst Martin Koch Helsted, sparkede med tyve minutter tilbage snert forbi fjerneste stolpe, og i kampens overtid var svenskeren tæt på at overliste Fremad Amager-keeperen med et hårdt sparket frispark henover muren.

 

Der faldt ikke yderligere scoringer i kampen, og efter to minutters overtid kunne HB Køge-spillerne og de HB Køges fans juble over tre point mere. HB Køge er nu nummer fire i NordicBet LIGAEN. Der er tre kampe tilbage på denne side af vinterpausen.

 

 

HB Køge - Fremad Amager // 4 - 0

1-0 // Martin Koch Helsted (10.)

2-0 // Mikkel Wohlgemuth (38.)

3-0 // Lee Rochester (49.)

4-0 // Martin Koch Helsted (59.)

 

Udvisning, Fremad Amager

Hakan Redzep (32.)

 

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Mark Gundelach

Jean Claude Bozga

Daniel Arrocha

Malte Amundsen

Lee Rochester

Magnus Häuser

Kristian Andersen

Mikkel Wohlgemuth

Alexander Bah

Martin Koch Helsted

 

Udskiftninger

Erik Törnros ind // Martin Koch Helsted ud (62.)

Oliver Lassen ind // Alexander Bah ud (78.)

Rafael Mortensen ind // Kristian Andersen ud (84.)

 

Tilskuertal

1.011 tilskuere på Castus Park

 Skrevet af HBKoge.dk den 5. november 2017