EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

Kristian Andersen: "Vi skal slå tilbage mod Vendsyssel"

"Et enkelt nederlag ødelægger ikke troen".

 

Med 1-3-nederlaget hjemme mod FC Roskilde i midtugen skal HB Køge hurtigst muligt forsøge at komme op på hesten igen. Det kan de allerede søndag, hvor Henrik Lehms tropper på udebane møder Vendsyssel FF.

 

- Vi var ikke skarpe nok i felterne mod FC Roskilde, og så laver vi nogle dumme personlige fejl, der koster. Jeg synes faktisk, at vi spiller en god første halvleg, også efter at de kommer foran efter 20 minutter. Vi udligner hurtigt efter pausen, og har 5-10 gode minutter efterfølgende, hvor vi føler, at vi kan vinde kampen. Men så kommer Roskilde på 2-1, og derfra er de bedre på bolden end os. Vi kommer til at trække os lidt tilbage på banen, og kan ikke komme tilbage efter deres mål til 3-1, siger midtbanespilleren Kristian Andersen, og fortsætter:

 

- Det var desværre en dag, hvor vi ikke var gode nok til at udnytte de mange chancer, vi havde, og blev straffet hårdt for vores personlige fejl.

 

"Vi skal hurtigt tilbage på sporet"

Søndag eftermiddag spiller HB Køge på udebane mod Vendsyssel. Her skal HB Køge igen jagte de tre point og forsøge at komme tilbage på sporet.

 

- Jeg føler ikke, vi ar på vej mod en krise. Selvom vi ikke spillede godt mod Fredericia to uger siden, så synes jeg ikke det var helt skidt mod FC Roskilde, der især i første halvleg havde marginalerne på deres side. Vi skal bare op på hesten igen, for der venter os en vigtig kamp mod et hold som vi ligger lige med i tabellen.

 

Kristian Andersen og Mikkel Wohlgemuth fra onsdagens kamp mod FC Roskilde.

 

- Vendsyssel er blevet et mere teknisk hold under Erik Rasmussen, og har en masse lynhurtige spillere. Alle kampe er vigtige, men kampen på søndag er selvfølgelig ekstra vigtig for begge hold, når vi ligger side og side i tabellen og begge gerne fortsat vil være med, hvor det er rigtig sjovt.

 

HB Køge var uden nederlag i seks kampe i træk, og havde kun to nederlag i sæsonens første 11 kampe inden midtugens kamp mod FC Roskilde. I store dele af sæsonen har spillet været meget opløftende, og det er de takter, som HB Køge skal genfinde på søndag.

 

- Vi har spillet godt i en lang periode, og skal ikke lade os slå ud af et par mindre gode kampe. Vi skal fortsætte med at tro på egne evner. Vi ved, at vi har et hold, der kan slå alle når vi står sammen og spiller det fodbold, vi ved, vi kan, men vi skal nok også være mere koncentrerede, så vi ikke laver de dumme, personlige fejl. Og så skal vi udnytte vores chancer bedre end vi har gjort i de sidste par kampe.

 

- Der er ingen tvivl om at vi i truppen har troen på, at vi kan vinde mod Vendsyssel, selvom det er en stærk modstander, vi skal møde søndag eftermiddag.

 

NordicBet LIGAEN

Vendsyssel FF - HB Køge

Søndag den 15. oktober kl. 14.30

Bredbånd Nord Arena

 Skrevet af HBKoge.dk den 13. oktober 2017