EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

Gustav Gjøg glad for spilletid

Forsvarsspilleren håber på spilletid mod Næstved i DBU Pokalen.

Gustav Gjøg arbejder hårdt for at få mere spilletid i turneringskampene.

 

20-årige Gustav Gjøg blev i 3-0-sejren over Viborg skiftet ind til sin førsteholdsoptræden nummer 23 for HB Køge. Små 35 minutter blev det til på kanten, hvorfra han var med til at hive sejren sikkert i land. Og for en ung spiller betyder spilletiden meget for den fortsatte udvikling.

 

- Jeg blev positivt overrasket over, at jeg fik en halv time som kant mod Viborg. Det giver mig et boost, at trænerteamet viser mig tillid til at kunne gå ind og løse opgaven, fortæller Gjøg, der normalt har backpositionen, som sin foretrukne.

 

- Det var lækkert, at komme ind i sådan en kamp, og være med til at bidrage til holdet og være en del af den gode sejr over et stærkt hold som Viborg. Det giver mig meget, at få en halv time i sådan en kamp. Det var en lidt mere fri kamp for mig i og med, at jeg ikke kun skulle tænke på mine defensive pligter. Som kant havde jeg også mulighed for at bruge mange af mine offensive kvaliteter, fortæller Gustav Gjøg.

 

Gjøg er opvokset i Kalundborgområdet, og har i sine ungdomsår spillet i blandt andet Svebølle, FC Roskilde og Brøndby IF inden han for fire år skiftede kom til HB Køge. Han spillede i sine ungdomsår på midtbanen indtil han som U17-spiller blev omskolet til back.

 

Han nyder tilværelsen i HB Køge, hvor han fik seniordebut i foråret 2016 mod Lyngby.

 

- Jeg er glad for at være i HB Køge, men selvfølgelig vil jeg gerne have mere spilletid, for det er i kampene, man for alvor udvikler sig. Jeg kan ikke rigtig gøre andet end at arbejde hårdt til træning, og så forsøge at gribe chancen, når jeg får den. Jeg føler, at jeg er en af flere unge, der er kommet tættere på holdet efter sommerferien, og at jeg har vist, at jeg godt kan være med, når jeg har fået chancen.

 

Spændende kamp mod Næstved

Onsdag eftermiddag spiller HB Køge lokalopgør på udebane mod Næstved i 3. runde af DBU Pokalen. Her håber Gjøg at få endnu flere minutter i benene mod en god modstander.

 

- Der er noget specielt over pokalkampe, hvor det er "vind eller forsvind" på dagen. Det har været lidt kutyme, at nogle af de spillere, der ligger lige uden for den normale start-11'er i turneringskampene, får muligheden for at spille fra start i pokalkampene, så jeg håber selvfølgelig, at jeg er en af dem, der er med mod Næstved. Det vil være en rigtig god mulighed for at vise trænerteamet, at jeg er klar til mere spilletid i NordicBet LIGAEN.

 

- Der er ingen tvivl om at vi gerne vil videre til 4. runde, hvor der er meget stor chance for, at der venter en Superligamodstander, men først venter der os uden tvivl en hård kamp mod Næstved, der efter en skidt start for alvor ser ud til at have fundet melodien i 2. Division, slutter Gjøg.

 

DBU Pokalen, 3. runde

Næstved - HB Køge

Onsdag den 20. september kl. 16.30

Bauhaus Arena, Rolighedsvej, 4700 Næstved

 

 Skrevet af HBKoge.dk den 19. september 2017