EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

Målene tæller - også på søndag

Alexander Bah: "Mod Brabrand skal vi på måltavlen igen".

Alexander Bah på vej ind i feltet i hjemmekampen mod Skive.

 

Trods opløftende og chanceskabende spil har HB Køge ikke scoret i holdets seneste to kampe i NordicBet LIGAEN. Det skal der laves om på i weekenden, hvor HB Køge møder oprykkerne fra Brabrand på Ceres Park i Aarhus.

 

Her vil HB Køge igen jagte tre point, men det kræver mere skarphed foran målet, end tilfældet har været i de seneste to turneringskampe. Det fortæller offensivspilleren Alexander Bah.

 

- Vi skal være mere skarpe i afslutningerne. På søndag kommer vi til at møde et hold, der som Thisted og Skive, nok kommer til at stå lavt på banen, så vi ved på forhånd, at vi med stor sandsynlighed kommer til at have bolden meget og være spilstyrende, siger Bah og fortsætter:

 

- I kampene mod Skive og Thisted spillede vi godt, og producerede chancer nok til at lave de mål, der skal til for at vinde, men trods massivt spilovertag i begge kampe var vi ikke gode og kølige nok til at få bolden det sidste stykke over stregen. Jeg er dog sikker på, at hvis vi bliver ved med at producere langt flere chancer end vores modstander, som vi har gjort de seneste kampe, så må sejren komme, for vi kan ikke blive ved med at have stolpe-ud.

 

 

- Vi skal dog være ekstra skarpe i afslutningerne på søndag. Man kommer ikke let til noget i NordicBet LIGAEN, og Brabrand er et hold, som er godt organiseret, og som scorer langt de fleste af deres mål efter dødbolde. Vi skal derfor være ekstra opmærksomme på standardsituationer og eventuelle omstillinger, så vi ikke dummer os som mod Thisted.

 

- Det er en betydningsfuld kamp, hvor vi skal have alle tre point for at vi fortsat kan være med i toppen af rækken. Det er trods alt det sjoveste for alle, og det er selvfølgelig det jeg og truppen har fuldt fokus på.

 

God start på sæsonen

HB Køge har hentet 11 point i denne sæson, og har desuden spillet sig videre til 3. runde af DBU Pokalen. Alexander Bah er startet inde i de første syv kampe i NordicBet LIGAEN.

 

- Personligt føler jeg, at jeg har fået en god start på sæsonen. Jeg har været med i mange af vores mål, men må da være ærlig og sige, at jeg også sulter efter selv at bidrag med nogle mål til holdet, siger Bah, der står noteret for et enkelt mål i denne sæson.

 

 

Det er et år siden 19-årige Alexander Bah skiftede fra Næsby til HB Køge, og offensivspilleren er tilfreds med sin udvikling.

 

- Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget. Jeg er blevet en klogere spiller, og er blevet bedre til at spille fra og drible, og generelt kommer jeg frem til flere chancer i kampene i forhold til for et år siden. Jeg synes også, at holdet har udviklet sig til det bedre i forhold til starten af sidste sæson. Vi har fået lidt ældre spillere ind på holdet, der kommer med erfaring og fysik, og vores hold er blevet mere modent. Truppen har fået et år mere på bagen, og det gør, at vi som hold ikke tager ligeså mange naive beslutninger, som vi gjorde for et år siden.

 

Skole, kæreste, drømme og ambitioner

Ved siden af jobbet som professionel fodboldspiller i HB Køge går Alexander Bah på Køge Gymnasium og med en kæreste i Jylland er der derfor nok at se til i fritiden for Alexander Bah.

 

- Jeg mangler det sidste år på gymnasiet. Der kan til tider godt være lidt meget at se til med både fodbold og lektier, men til gengæld er det rart at jeg har noget andet ved siden af fodbolden. Min kæreste Caroline ser jeg desværre ikke så meget. Hun bor i Silkeborg, hvor hun læser og spiller 2. Divisionshåndbold, så vi ser ikke hinanden mere end 2-3 gange om måneden, men jeg er da også godt i gang med at overtale hende til at flytte til Sjælland, siger Alexander Bah med et lille grin.

 

 

Som de fleste andre fodboldspillere i Danmark rækker ambitionerne længere end hvad dansk fodbold kan tilbyde.

 

- Jeg drømmer da også om på et tidspunkt at spille i det store udland. Af en eller anden grund er jeg fascineret af fransk og engelsk fodbold, og den helt store drøm er da at spille for mit favorithold, Chelsea, siger offensivspilleren med et stort smil på læben, inden han fortsætter:

 

- Men jeg har ikke travlt. Jeg har det godt i HB Køge og så længe jeg udvikler mig og spiller på et godt hold, som jeg gør nu, så har jeg ikke travlt med at komme af sted, selvom jeg har ambitioner om at spille på et højere niveau en gang i fremtiden, slutter Alexander Bah.

 

NordicBet LIGAEN

Brabrand - HB Køge

Søndag den 10. september kl. 13.45

Ceres Park

 Skrevet af HBKoge.dk den 8. september 2017