HeadPartner

 

EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Twitter // @hbkogedk

"Vi undervurderer ikke Herlufsholm i DBU Pokalen"

Gustav Gjøg og Ahmed Hassan glæder sig til spilletid i onsdagens pokalkamp.

Gustav Gjøg og Ahmed Hassan glæder sig til pokalkampen mod Herlufsholm.

Foto: Martin Håkan / CoverGanda

 

Gustav Gjøg og Ahmed Hassan er to af de unge spillere i HB Køges førsteholdstrup, der kan se frem til spilletid i pokalkampen mod Herlufsholm onsdag aften.

 

- Jeg glæder mig meget til at spille fra start i en kamp der betyder noget. Jeg skal ud og vise, hvad jeg er god til og tage ansvar og være med til at styre tropperne i bagkæden. Og så skal jeg vise, at jeg kan gøre det godt i en hel kamp, og den udfordring glæder jeg mig til, siger forsvarsspilleren Gustav Gjøg.

 

Samme melding kommer fra Ahmed Hassan, der gør sig gældende i den modsatte ende af banen.

 

- At spille fra start er noget helt andet end at få lidt spilletid til sidst i kampene. Jeg skal ind og spille for holdet med masser af energi og jeg glæder mig til at vise mig frem og bidrage med det jeg nu kan. Jeg håber, at jeg kan bidrage til assist eller mål i kampen, men det vigtigste er selvfølgelig at vi vinder pokalkampen og kommer videre til næste runde.

 

Selvom onsdagens modstander er nedrykkere fra Danmarksserien og snart sparker den nye sæson i gang i Sjællandsserien, så venter der en svær kamp mod et hold med spillere, der har en del divisionskampe i benene.

 

- Vi må ikke undervurdere Herlufsholm. De er noget ældre og har mere erfaring end vi har, og det vil være en stor kamp for dem, så vi skal være klar på, at de vil give sig 100 %. Vi unge, der er udtaget til kampen ved, at det ikke bliver nogen let kamp, slår Gustav Gjøg fast, mens Ahmed Hassan supplerer:

 

- Jeg er sikker på, at de vil spile fysisk og lidt hårdt, men vi skal ikke lade os kyse. De er bedre sammenspillet end vi er, for selvom vi træner sammen dagligt, så er vi ikke vant til at spille sammen som et hold. Vi skal derfor hurtigt finde rytmen på holdet i kampen og have tålmodighed. Vi så sidste år, at vi havde det svært mod Karlslunde, og først fik sejren hjem til allersidst. Sådan kan det også gå mod Herlufsholm. Vi bør dog være i bedre form, og bør dermed være mere i boldbesiddelse og kunne spille os frem til flere muligheder og chancer jo længere hen i kampen vi kommer, så det gælder om at blive ved med at tro på tingene fra start til slut.

 

Både Gustav Gjøg og Ahmed Hassan har spillet 17 kampe på HB Køges førstehold. Gjøg står noteret for et mål, mens Hassan har scoret to gange.

 

DBU Pokalen, 1. runde
Herlufsholm GF - HB Køge
Onsdag den 9. august kl. 18.30
Seiffert Arena
Herlufsholm Allé 233, Næstved
Entré: 50 kr.

 

 Skrevet af HBKoge.dk den 9. august 2017