Marc Rochester døjer med en forstrækning i baglåret og testes igen onsdag.
HB Køge har i de seneste tre kampe været uden topscorer Marc Rochester, der døjer med en mindre forstrækning i baglåret.
24-årige Marc Rochester genoptræner i øjeblikket blandt andet på motionscyklen i HB Køges træningslokale. Det går bedre og bedre for hver dag, men det er endnu usikkert, om HB Køges angriber når at blive klar til torsdagens hjemmekamp mod FC Helsingør. Marc Rochester testes ved onsdagens træning forud for NordicBet LIGA kampen mod FC Helsingør, torsdag kl. 16.00 på Castus Park.
Marc Rochester har i denne sæson spillet 23 kampe og scoret otte mål for HB Køge. Samlet set står offensivspilleren noteret for 94 kampe og 21 scoringer.
Foto: Martin Håkan / Coverganda