Fredag den 18. december sætter 40 trænere og ledere fra HB Køges Netværksklubber sig til rette i bussen der skal bringe dem til den hollandske by Groningen, hvor de i den følgende weekend blandt andet skal overvære FC Groningens træning samt se kampen mellem danskerklubberne FC Groningen og SC Heerenveen.
- Det bliver en sjov og udbytterig tur, hvor vi blandt andet overværer FC Groningens sidste træning inden kampen, og dermed får et indblik i taktikken forud for den spændende kamp mellem Groningen og Heerenveen. Det er dejligt at så mange deltager på studieturen, fortæller Kurt Jakobsen, U/19-Ligatræner i HB Køge.
Delegationen slår sig i weekenden ned på Hotel Mercure Groningen Martiniplaza, og lørdag formiddag skal de 40 deltagere overvære Groningens træning, mens eftermiddagen står til fri afbenyttelse.
Den tidligere Herfølgespiller Nicklas Pedersen, der nu slår sine folder i netop FC Groningen, har lovet at vise Netværksklub-delegationen rundt.
Der er altså lagt op til en yderst spændende og udbytterig tur for de mange trænere og ledere fra HB Køges Netværksklubber.
