Søndag var der tre kampe på programmet for HB Køges U/19-hold, der lørdag på førstedagen af Karel Stegeman Tournament i Holland kom fra land med en sejr og et nederlag mod henholdsvis Carl Zeiss Jena og FC Slovacko.
Første søndagskamp var mod norske Hønefoss – en kamp der bare skulle vindes hvis HB Køge ville have andet end æren at spille for resten af dagen. HB Køge er kampen igennem banens bedste mandskab, men i starten af anden halvleg kommer nordmændende foran efter en dødbold - igen.
HB Køge-talenterne viser dog god moral og vender kampen på hovedet, for på mål af Philip Arrocha og senere Simon Sinkjær så ender det med en sejr på 2-1 til HB Køge. Fuldt fortjent.
Kl. 14.40 gjaldt det De Graafschap fra den bedste hollandske række. En kamp der endte uden scoringer.
- Vi spiller en meget flot kamp både offensivt og defensivt, og selvom kampen ender 0-0, så havde vi store muligheder for at afgøre kampen. Et hovedstød på stolpen og en brændt friløber, fortæller træner Lars Feist fra den hollandske by Ruurlo.

Senere på eftermiddagen var der dømt skandinavisk topkamp i den hollandske by. HB Køge var nemlig tvunget til sejr over det svenske tophold Elfsborg, hvis holdet ville have adgang til søndagens semifinale.
- Igen spiller vi en flot kamp, men vi gør det svært for os selv ved at forære første mål væk på en individuel fejl, fortæller Lars Feist, der dog kunne se HB Køge komme tilbage og få udlignet ved Nicolaj Jensen.
Kampen er jævnbyrdig, og Elfsborg viser sig som et godt hold, der er kolde og kyniske når chancen byder sig. Endnu en personlig fejl hos HB Køge resulterer nemlig i en ny scoring til svenskerne, der går til pausen foran med 2-1.
I anden halvleg sidder HB Køge tungt på kampen og får udlignet ved Lee Rochester Sørensen, og efterfølgende får HB Køge annulleret en scoring fra Eldin Zubovic - en beslutning HBK-lejren ikke var helt enig i.
- Mod slutningen satser vi alt for at få et tredje mål, men i stedet ender det med at Elfsborg scorer på en omstilling og ender med at vinde kampen, lyder det fra Lars Feist.
Med søndagens resultater endte HB Køge på tredjepladsen i gruppen, hvilket betyder, at holdet mandag skal spille to placeringskampe om pladserne 5-8.
- Spillerne har ydet en helt fantastisk indsats i dag. Indstillingen har været super, og vi har spillet flot fodbold. Som det hollandske hold sagde til os efter vores indbyrdes kamp, så har vi i dag bevist, at vi er et af de bedste hold hernede, s å nu håber vi, at spillerne finder de sidste ressourcer frem til kampene mandag, så vi kan få femtepladsen.