
Det blev AGF, der beseglede HB Køges skæbne i Superligaen. Med nederlaget til holdet fra smilets by, blev det en kendsgerning, at HB Køge fra næste sæson er at finde i landets næstbedste række. Kampen mod AGF var ganske illustrativ for sæsonen som helhed. HB Køge leverede en fin indsats, havde masser af chancer, og i det hele taget godt styr på sin modstander. Manglende effektivitet i begge felter blev dog endnu engang udslagsgivende.
Forårssæsonen har dog på mange områder været løfterig, og hvis HB Køge kan fortsætte den spillemæssige udvikling, vil holdet indtage en plads i den sjove ende af 1. division.
”Nedrykning er ikke en katastrofe”
HB Køges rolle i Superligaen er udspillet for denne gang. Nedrykningen er en realitet, selvom der endnu resterer tre runder. HB Køges Marcel Rømer synes dog ikke, at nedrykningen er en katastrofe.
- Det er selvfølgelig noget møg, at vi ikke formåede at blive oppe. Det er alle enige om. Det er belastende, at nedrykningen allerede er en realitet. På den anden side, har vi jo set i længere tid, hvor det bar hen.
- Vi har selvfølgelig troet på, at vi kunne overleve lige indtil det var umuligt, men vi har jo i lang tid ligget sidst med en del point op til stregen. Derfor er nedrykningen hverken et chok eller en katastrofe. På ledelsesgangen har de jo også kunnet se skriften på væggen, og derfor er der heller ikke lagt strategi efter en ny sæson i Superligaen, fortæller Marcel Rømer.
”Kunne være sjovt at slutte over Lyngby”
Selvom nedrykningen er en realitet for HB Køge, er der stadig en masse at spille om, mener Marcel Rømer.
- Vi har helt klart æren at spille for. Vores forårssæson har været en del bedre end efterårssæsonen, og det er også vigtigt, at vi formår at slutte ordentligt af. Vi går efter at vinde de tre sidste kampe. Det kunne da være sjovt at slutte over Lyngby i tabellen, selvom jeg ikke kommer til at ligge søvnløs, hvis det mislykkes, beretter Marcel Rømer.
- Vi har jo slået Silkeborg to gange i denne sæson. Det ville være rart, hvis det blev til tre sejre ud af tre mulige. Vi er begge to hold, der gerne vil spille bolden rundt, og det kan give en seværdig kamp på søndag. Begge hold er blevet bedre som turneringen er skredet frem, og begge hold vil være ivrige, for at sætte tre point på kontoen, slutter Marcel Rømer.
Superligaen
HB Køge - Silkeborg
Søndag den 13. maj kl. 16.00
SEAS-NVE Park
KampPartner
KRAM Madservice