Cheftræner Tommy Møller Nielsen har efter lørdagens træning sat navne på de spillere som søndag kan sætte sig til rette i bussen med kurs mod Haderslev og Superligaopgøret mellem HB Køge og hjemmeholdet SønderjyskE.
Hos HB Køge må cheftræneren undvære nigerianske Adeola Runsewe, der afsoner den første af to spilledages karantæne efter udvisningen mod F.C. København i sidste weekend. Også Andreas Sørensen er ude af opgøret. Venstrebacken er ikke blevet klar efter pokalsemifinalen mod AC Horsens torsdag aften. Forsvarsspilleren har fået trænings- og kampforbud indtil han er blevet undersøgt grundigt for at finde ud af, hvorfor han fik vejrtrækningsproblemer i pokalkampen og derfor måtte lade sig udskifte i første halvleg.
Til gengæld er Nicolaj Madsen tilbage i truppen efter et par uger på skadeslisten med en lille fiberskade.
- Spillerne skal være klar over to ting. 1) Ingen laver fejl med vilje. Og 2) hovederne skal være tømt for pokaltanker, når vi lander i Haderslev. Fuldstændig tømt. Vi kan på ingen måde begynde at prioritere næste torsdags returkamp i Horsens, før vi har givet alt, vi har mod SønderjyskE. Vi er i en situation, hvor alle vores kampe i Superligaen er ekstremt vigtige. Jeg er sikker på, at vi er klar. Se det hold, der spillede mod Horsens. Det var de samme, der spillede mod FCK - så de har vist, at de kan lægge en kamp helt bag sig og starte op fra nul, siger Tommy Møller Nielsen til DAGBLADET.
HB Køges trup til kampen mod SønderjyskE
1. Morten H. Jensen
3. Lasse Kronborg
4. Thomas G. Christensen
5. Stefan Hansen
6. Nicolaj Madsen
7. Bo Storm
8. Marcel Rømer
9. Nikola Saric
10. Mads Laudrup
12. Kristian Geertsen
15. Brad Rusin
17. Thomas Sørensen
19. Ronnie Bendtsen
20. Martin Christensen
21. Patrick Hansen
22. Fabinho
23. Tobias Thomsen
24. Simon Richter
26. Marc Rochester Sørensen
29. Frederik Due
Superligaen
SønderjyskE - HB Køge
Søndag den 22. april kl. 16.00
Haderslev Fodboldstadion
TV 2 SPORT