EuroPartners

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                  LigaPartner

 

          Instagram @hbkogedk

 

HB Køge henter stærk amerikaner

Svanerne styrker defensiven med amerikanske Brad Rusin fra Carolina Railhawks.

 

HB Køge har skrevet kontrakt med den 24-årige amerikanske forsvarsspiller Brad Rusin, der skifter fra Carolina Railhawks i hjemlandet. Den 193 centimeter høje Carolina-anfører har skrevet under på en tre-årig kontrakt med HB Køge.

 

- Vi er glade for at have sikret os defensiv forstærkning i Brad Rusin, som vi har haft kig på gennem længere tid. Allerede sidste år var vi tæt på at få ham til Danmark, men dengang blev handlen desværre ikke til noget. Det er den blevet nu, og det glæder os meget, fortæller sportsdirektør Per Rud om klubbens nye amerikaner.

 

Bradford Evan Rusin var med sidste sommer da HB Køges Netværksklub Chicago Bridges var på sommertour i Danmark. Det endte med en prøvetræning i HB Køge, og efterfølgende var forsvareren tæt på et skifte til klubben. Nu er kontrakten underskrevet, og i HB Køges sportslige sektor forventer man sig meget af amerikaneren.

 

- Brad Rusin er stor og stærk og har nogle gode lederegenskaber, og jeg glæder mig meget til at følge ham i dansk fodbold. I den sportslige sektor forventer vi os meget af ham, udtaler Per Rud.

 

Også hos den amerikanske forsvarer er der glæde over for fremtiden at skulle optræde for HB Køge.

 

- Jeg ser meget frem at prøve mig af i dansk topfodbold og glæder mig til at være en del af HB Køge, hvor jeg allerede sidste år havde en utrolig god oplevelse, da jeg var til prøvetræning. Det hele virker meget professionelt og jeg kan ikke vente med for alvor at komme igang, lyder det fra Brad Rusin, der i HB Køge vil komme til at optræde med trøje nummer 15.

 

Brad Rusin støder til HB Køges førsteholdstrup i dag. Han har fløjet hele natten fra Carolina og skifter i München, inden han senere på dagen ankommer til Dresden, hvor HB Køge i øjeblikket er på træningslejr. Rusin kommer i øvrigt til klubben med ti sejre på stribe i bagagen fra sin nu tidligere klub Carolina Railhawks.

 

Fakta om Brad Rusin

Født: 05-09-1986

Position: Central forsvarer

Trøjenummer: 15

Højde og vægt: 193 cm // 95 kilo

Tidligere klubber: Brandenton Academics // Ventura County Fusions // San Fernando Valley Quakes // Carolina Railhawks

 Skrevet af Jesper Nybo den 6. juli 2011