HB Køge har lavet en aftale med Marco Jørgensen, der har spillet collegefodbold i USA om at hjælpe frem mod sæsonafslutningen. Marco har tidligere spillet U/19 Ligafodbold i Hvidovre og er en stor kleppert på 1,90 cm.
HB Køges reservemålmand Frederik Due er skadet, og kommer ikke i kamp mere i denne halvsæson, og derfor har den sportslige sektor handlet hurtigt, og set sig grundigt om for at finde en løsning på målmandssituationen.
Marco glæder sig til at prøve kræfter med divisionsfodbolden i HB Køge:
- Jeg har trænet masser af fodbold på mit ophold i USA, og føler mig i god form. I HB Køge kender jeg lidt Stefan Hansen og Kristian Geertsen, da vi alle har en fortid i Hvidovre. Jeg er frisk på udfordringen og havde første træning i går. Det gik godt med masser af tempo, og jeg glæder mig til næste træning, slutter Marco Jørgensen.
Parterne har aftalt at mødes efter sæsonen for at evaluere forløbet, men ellers er det planen at Marco skal tilbage til college-fodbolden i USA.
Fakta om Marco Jørgensen
Position: Målmand
Født: 02.06.1991
Højde: 190 cm
Vægt: 84 kg.
Tidl. klubber: Hvidovre, B.93